Gå til hovedindhold

Hvem er vi?

Skæring-Sølyst Dagtilbud er et af de største dagtilbud i Aarhus Kommune. Vi dækker to skoledistrikter og består af 11 institutioner og en dagplejeafdeling med fem dagplejere

Farveladedag 2018 - alle børn og voksne i Skæring Dagtilbud på plænerne ved Skæring Skole
  • Læs op

Indhold

    Vi er normeret til 750 børn og har ansat ca. 180 pædagogiske medarbejdere, herunder 11 pædagogiske ledere. Vi bor lige nord for Aarhus tæt ved strand, skov, å, enge og grønne områder med legepladser.

    Vores motto er "I bevægelse".



    Erik Heltoft er dagtilbudsleder og har det overordnede ansvar for strategi, økonomi, administration, personale og det overordnede pædagogiske ansvar. Erik har kontor på begge distriktsskoler, Skæring Skole og Sølystskolen, og blandt andet dét er med til at sikre en kontinuerlig dialog mellem dagtilbud og skoler og dermed en tryg overgang til skolerne, når børnene skal videre i livet. 
    De 11 pædagogiske ledere i dagtillbuddet varetager det daglige ledelsesansvar i de enkelte institutioner og dagplejeafdelingen med hensyn til pædagogik, personale, forældrekontakt og økonomi.

    Aarhus Kommunes børne- og ungepolitik:

    Skæring-Sølyst Dagtilbuds vision

    Børnesyn og fælles værdier

    "Det at være barn har en værdi i sig selv, og i børnelivet skal der være plads, tid og ro til at være barn. Udgangspunktet er, at alle børn trives og udvikler sig, når de har passende udfordringer, ser mening og oplever anerkendelse og social samhørighed i forpligtende, rummelige og givende fællesskaber."

    Sådan er vores grundlæggende børnesyn, og vores daglige arbejde tager afsæt i nedenstående fokuspunkter, som blev formuleret hen over nogle måneder i 2019, hvor hele dagtilbuddet arbejdede med at præcisere de fælles værdier:

    • et respektfuldt og rummeligt fællesskab på tværs af professionalisme, forældre og børn
    • en tryg barndom med plads til leg og udvikling
    • forståelse og respekt for barnet som individ. Vi skaber rammer for medinddragelse og initiativ.
    • trygge og anerkendende relationer. Vi understøtter børnenes robusthed individuelt og i fællesskaber.
    • fagligt engagement, nysgerrighed og datainformeret praksis. Vi arbejder målrettet med vores pædagogik til gavn for børnenes læring, trivsel og dannelse.

    Oversat til praksis i hverdagen, så betyder det for eksempel:

    • Alle børn og voksne kender hinanden
    • Vi har særlig opmærksomhed på børn, der synes, at fællesskabet er svært
    • Vi er opmærksomme på børnenes kropssprog og hjælper med at sætte ord på deres behov og ønsker
    • Vi arbejder både stuevis og på tværs af huset
    • Vi giver børnene valgmuligheder i forhold til hverdagens aktiviteter
    • Børnene inddeles i løbet af dagen i mindre og varierende grupper efter niveau, interesse eller alder.

    Den pædagogiske læreplan

    Den pædagogiske læreplan er det fysiske resultat af arbejdet i 2019 med at formulere værdier, målsætninger og god praksis i hverdagen. Den pædagogiske læreplan fungerer som retningsgiver og arbejdsredskab for alle i dagtilbuddet. 

    Klik her for at læse "Den styrkede pædagogiske læreplan - 2020".

    Troværdighed, respekt og engagement

    Disse tre centrale grundværdier er de overordnede værdier i Aarhus Kommune og dermed i alle kommunens institutioner. Vi fortolker dem således:

    Troværdighed

    Man skal kunne have tillid til os. Derfor er det vigtigt for os, at der er sammenhæng mellem ord og handling. Vi er tydelige i forhold til vores forventninger, og vi har mod til at handle ud fra dem. Der skal være en rød tråd mellem dét, vi gerne vil, og dét, vi rent faktisk gør. Troværdighed og tillid hænger for os sammen med åbenhed i forhold til egne holdninger, pædagogik og visioner. Men troværdighed handler også om at erkende fejl.

    For at skabe troværdighed sørger vi blandt andet for, at:

    • Vi følger op på konflikter og bekymringer både i forhold til børn, forældre og personale.
    • Vi har mod og dygtighed til at afstemme forventninger. Det kan være i situationer, hvor personale eller forældres holdninger er modstrid med vores værdier og pædagogik.

    Respekt

    Alle skal behandles ordentligt. Vi har et anerkendende grundsyn på børn, forældre og medarbejdere. Vi giver plads til forskellighed og er nysgerrige over for andres tanker og handlinger. Individuelle behov tilgodeses inden for den fælles ramme. Kritik er en del af vores arbejdskultur, og det er vigtigt for os at handle rettidigt på kritik.

    For at skabe respekt sørger vi for, at:

    • Der tilrettelægges en pædagogik og dagligdag med respekt for barnets personlighed, behov og udviklingstrin.
    • Der skabes et forældresamarbejde, hvor familiens individuelle behov tilgodeses.
    • Der foretages en god og målrettet indsats for at integrere nye medarbejdere i dagtilbuddets kultur.

    Engagement

    Den enkeltes indsats gør en forskel, og vi skal gøre det endnu bedre. Vi er til stede i nuet men altid med øje for udvikling. Vi er nysgerrige i forhold til dagligdagens udfordringer, vi er kreative og innovative i opgaveløsningen, og vi gør noget ud over det forventelige. Med en tro på, at vi i fællesskabet gør hinanden bedre, sigter vi mod at udvikle det bedste af det bedste fra vores forskellige afdelinger.

    For at forblive engagerede sørger vi for, at:

    • nytænke metoder og måder, hvorpå vi skaber relationer på tværs af afdelingerne
    • invitere forældre til at deltage aktivt i institutionernes hverdag
    • prioritere fælles kursusforløb for det samlede dagtilbud
    • planlægge et årligt arrangement for alle ansatte i dagtilbuddet.

    Vi arbejder systematisk med at udvikle vores faglighed

    Kompetenceudvikling af medarbejdere er en investering, som skal kunne ses i hverdagen i form af blandt andet øget trivsel hos vores børn. Vi er ikke bange for at tænke ud af boksen, og medarbejderne har stor frihed til at afprøve nye ideer.  

    Et par eksempler på kompetencegivende aktiviteter, som vores medarbejdere har deltaget i:

    • Alle medarbejdere er introduceret til professor Jan Tønnesvangs teorier om "Kvalificeret medbestemmelse" og "De 4 rettigheder:" Se mig, som den jeg er. Vis mig hvem/hvad jeg kan blive.
      Lad mig høre til ligesom dig og giv mig passende udfordringer.
    • En stor del af medarbejderne har deltaget i projektet "Børns tidligere sprog" - et treårigt projekt i Børn & Unge, Aarhus Kommune, hvor vi samarbejdede med virksomheden Sprogklar om at udvikle vores sprogpædagogiske arbejde.  

    Vi arbejder målrettet med inklusion på alle niveauer og investerer i at uddanne/ansætte kompetente nøglemedarbejdere til inklusionsarbejdet.  

    Farveladedag

    Farveladedag 2018

    Hver institution har sine egne traditioner, som du kan læse om under "Vores afdelinger."
    Sammen har dagtilbuddet en fælles årlig tradition, Farveladedag, som vi holder i september. Her samler vi alle dagtilbuddets børn og voksne til en kæmpe børnefest - som regel under et tema, for eksempel cirkus eller Olympiske lege.
    Vi dyster, leger og hygger - og selv om dagen også tjener til at synliggøre dagtilbuddet i lokalområdet, er det en dag, hvor vi lærer hinanden lidt bedre at kende på tværs af afdelinger.
    Det er godt for både børn og voksne! 

    Feriepasning

    • De tre dage før påske
    • Dagen efter Kristi himmelfartsdag
    • To uger i skolernes sommerferie (uge 29 og 30)
    • Mellem jul og nytår

    Det er bestyrelsen, der afgør, hvilke dage der er "sampasning" i dagtilbuddet. Vi holder sampasning i de perioder, hvor flest børn holder fri - og hvor personalet kan afvikle så meget ferie som muligt. 

    Sidst opdateret: 05. juli 2022